Sangark

Festaften ved Provsternes Årsmøde 2026

Sang 1 af 7

Vi pløjed og vi såde

Tekst: Matthias Claudius, 1782 · dansk ved Jakob Knudsen, 1891

1
Vi pløjed og vi så’de vor sæd i sorten jord, så bad vi ham os hjælpe, som højt i Himlen bor, og han lod snefald hegne mod frosten barsk og hård, han lod det tø og regne og varme mildt i vår. Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!
2
Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting, han klæder markens lilje og runder himlens ring, ham lyder vind og vove, ham rører ravnes nød, hvi skulle ej hans småbørn da og få dagligt brød? Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!
3
Ja, tak, du kære Fader, så mild, så rig, så rund, for korn i hæs og lader, for godt i allen stund! Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd, men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er! Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Sang 2 af 7

Man må trække en grænse

Sigurd Barrett, 2015

1
Når en stemme bli’r hørt, bli’r et menneske set i respekt for historien og alt, som er sket. Når man evner at møde den udstrakte hånd, da kan fællesskab gro, da kan folk knytte bånd. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
2
Der er plads til de mange og plads til de få, i respekt for hinanden går tiden i stå, når man dvæler en stund ved den kraft, som det får, når man rummer det men’ske, man ikke forstår. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
3
Hvis man ved, hvor man selv hører til i sit sind, kan man let lukke tanker og budskaber ind. Og vi siger det gerne med toner og ord: at vi ved, hvem vi er, uanset hvor vi bor. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
4
Vi har sprog, vi har sang, vi har mening og mod, vi har fremtiden liggende her for vor fod. Hvis vi rummer den fortid, som sammen os bandt, gi’r det liv til den fællesskabsånd, som vi fandt. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
5
Lad da stemmerne klinge, lad sproget få lyd, så det danner en akse fra nord og til syd. For vor frihed sker fyldest, når alle forstår: det er i vore hoveder, grænserne går. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.

Sang 3 af 7

Hver dag en ny dag

Hver dag en ny dag, hver dag en gave

1
Hver dag en ny dag, hver dag en gave. Se dig omkring. Vil du dele din blomstrende have med andre eller slå ring om dig selv og dit liv og din verden? Vil du åbne eller lukke, vil du slukke håbet eller slå bro?
2
Vil du slå broer, åbner du døre? Går du din vej? Mon du ønsker at du kunne sløre at du er bange og fej? Tør du vise dit sandeste ansigt? Vil du smile eller sukke, vil du slukke håbet eller slå bro?
3
Hesten ser hvid ud, hvad er dens farve? Hvem ved besked? Din historie skal børnene arve og give til næste led? Du må forme historien forsigtigt Vil du knejse eller bukke, vil du hugge håbet ind i en sten?
4
Den du har savnet, kommer tilbage, kysser dig blidt. Dette kys vil få bugt med din klage, så rust dig – fjern dit stakit. Sæt din grænse men hold døren åben. Du kan åbne, du kan lukke. Du kan hugge håbet ind i en sten.

Sang 4 af 7

Raindrops Keep Falling on My Head

Burt Bacharach & Hal David

Raindrops are falling on my head And just like the guy whose feet are too big for his bed Nothing seems to fit Those raindrops are falling on my head, they keep falling
So I just did me some talking to the sun And I said I didn’t like the way he got things done Sleeping on the job Those raindrops are falling on my head, they keep fallin’
But there’s one thing I know The blues they send to meet me Won’t defeat me, it won’t be long ’Til happiness steps up to greet me
Raindrops keep falling on my head But that doesn’t mean my eyes will soon be turning red Crying’s not for me ’Cause I’m never gonna stop the rain by complaining Because I’m free Nothing’s worrying me

Sang 5 af 7

I mit grænseland

1
Hvis du går over mine grænser skal du vide at du tumler ind i mit private rum hvis jeg ikke får dig gjort det klart i tide vil du støde mod min hjertebom men min grænse den kan åbnes eller flyttes hvis du ser mig og min uro og du kan acceptere at min åbenhed beskyttes kan vi mødes i mit grænseland
2
og når jeg hæver bommen prøver jeg at sige kom og mød mig på det sted jeg hører til her hos mig der fødes mand og kvinde lige du må tro på hvilken gud du vil jeg blir usikker og bange og jeg tvivler når jeg flytter mig og åbner det jeg kan når de grænseløse fire vinde hvirvler støvet op midt i mit grænseland
3
og som historie og sprog og relationer integrerer mennesker der kom og gik så er evnen til at lytte og forundres nok det allersmukkeste jeg fik ser du ærligheden selv kan aldrig tie prøv og lyt og vær så tydelig du kan og det rådvildheden prøver på at sige er en frihed i mit grænseland
4
jeg tror og håber ikke hjertebommen binder for jeg låner håb fra åbenheden selv og fra tilliden der meget let forsvinder når jeg lukker døren med et smæld men min grænse den kan åbnes eller flyttes hvis du ser mig og min uro og du kan acceptere at min åbenhed beskyttes kan vi mødes i mit grænseland

Sang 6 af 7

Et hav, der vugger sig til ro nu

Et hav der vugger sig til ro nu en strand der mørkner så blidt en ren orangerød magi en fred der rækker vidt mens vi holder hænder
En nat der nærmer sig så blødt nu en lyd der stilner om os en lillalyserød magi en sjæl der kaster los mens vi lytter bølger
Et lys der sænker sig så tavst nu en sol så langsomt på vej en sommernatteblå magi et sind der åbner sig mens vi fanger stjerner

Sang 7 af 7

En kærlig ode (især) til landets provster

Tekst: Anne-Sophie Olander, 2026 · Melodi: Her kommer mutter med kost og med spand

1
Når provsterne kommer til Kolding hen med mål og med holdning og hvæsset pen, så blir der en snakken, en grinen, en gøren, for påske og pinse og jul står for døren. De sir kirken ska’ være sit bedste selv, se fingeren peger mod himlens hvælv! De går altid foran og yder det bedste, de er uundværlig’, forstår I vel. Tilsammen udgør de en eskadrille, at der er mange, er skam helt med vilje!
2
De påskønner alt, hvad påskønnes bør, de ved, når der savnes lidt tilbehør, med kirkeligt Visakort slår de til søren, når påske og pinse og jul står for døren. Tilsammen så drager de omsorg for at sikre de fleste de bedste kår; de gør det med glæde og grænseløs ynde med levende ord og et Fadervor! Det fald’ne medlemstal er ingen hindring, når kortet gløder, gir det gavmild lindring!
3
Og provsteopgaven har bibelsk glød, thi Jesus han spiste sit alterbrød tilsammen med flokken – og det var jo førend, at påske og pinse og jul stod for døren. Han loved’, at der ingen grænser var, at ingen ska’ bo i et reservoir; det handler, det sa’ han, om håbet og troen og kærlighed – det var hans formular: Johannesevangeliet 3,16! Vorherre siger, han er med på rejsen.
4
Men rejsen er ikke foruden sten, en rystende kuld’ går i marv og ben, for her er en ske i en skål, sikke røren! (syng påske og pinse og jul står for døren). Som får uden hyrde går vi omkring, og spørger: my God what is happening? Skal kirken nu ikke mer’ være i staten? Hvem vil give køb på den sammenhæng? Er folkeligheden nu sendt til tælling? Uha, uha! Det var en scary melding!
5
Men staten, den tog kirkens Bededag, og så var det ude med hvedebag. På Borgen var enighed: Hjælp Ukraine! Men pengene – hvis er nu den hovedpine? En sagde: Hæv skatten! En anden: Nej, skær velfærd! - Nej, det bliver uden mig, sa’ andre ved bordet til venstre for højre, der må li’godt være en anden vej: En helligdag, der ikke find’s i Skriften, må sikre, at der bliver styr på driften.
6
Og hvad med Corona, hvad så vi dér? Til jul var der ingen i kirke mer’. Vi ku’ ikke hilse og hoste og synge, Vi ku’ ikke fejre vor højtid i klynge. Ministerens mål var et smittestop: Enhver skulle afspritte egen krop, og sammen var man mest på afstand, for sig, og en fredagsøl blev kun på Teams hældt op. Men hvem forstår sig eg’ntlig bedst på pesten? Er det mon lægen, eller er det præsten?
7
Hvad mer’? Venner, se på vort Danmarkskort! Er landet mon ved at bli’ lidt for stort? Se, dér har de nærmest en kirke pr. hoved, er det nogle vilkår, som men’sker kan bo med? Vi ku’ flytte stiftsgrænsen lidt mod nord, så de får en kæmpestor storebror. Som brødre vi dele – jeg tager det hele, kom, sæt jer og spis ved et dækket bord! Ku’ solidaritet mon tænkes større? Hvem ve’, hvem ve’? Ku’ nogen sikkert spørre.
8
Nej, nu er det nok! Nu er grænsen ramt! Det næste det bliver vel et Storstrøms amt. Men Gud ske lov ved vi, for vi har jo øren, at påske og pinse og jul står for døren! Så provster og andre i salen her, foren jer, flyv ud som en englehær, for nu skal vi sand’li’ ha’ Ordet på bordet, kom vis hvad I er for et folkefærd! Men først: en skål – så op med vin i glasset! Et højt hurra! for alle ved parnasset!