Sangark

Vi pløjed og vi så’de vor sæd i sorten jord, så bad vi ham os hjælpe, som højt i Himlen bor, og han lod snefald hegne mod frosten barsk og hård, han lod det tø og regne og varme mildt i vår. Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting, han klæder markens lilje og runder himlens ring, ham lyder vind og vove, ham rører ravnes nød, hvi skulle ej hans småbørn da og få dagligt brød? Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Ja, tak, du kære Fader, så mild, så rig, så rund, for korn i hæs og lader, for godt i allen stund! Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd, men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er! Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Når en stemme bli’r hørt, bli’r et menneske set i respekt for historien og alt, som er sket. Når man evner at møde den udstrakte hånd, da kan fællesskab gro, da kan folk knytte bånd. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.

Der er plads til de mange og plads til de få, i respekt for hinanden går tiden i stå, når man dvæler en stund ved den kraft, som det får, når man rummer det men’ske, man ikke forstår. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.

Hvis man ved, hvor man selv hører til i sit sind, kan man let lukke tanker og budskaber ind. Og vi siger det gerne med toner og ord: at vi ved, hvem vi er, uanset hvor vi bor. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.

Vi har sprog, vi har sang, vi har mening og mod, vi har fremtiden liggende her for vor fod. Hvis vi rummer den fortid, som sammen os bandt, gi’r det liv til den fællesskabsånd, som vi fandt. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.

Lad da stemmerne klinge, lad sproget få lyd, så det danner en akse fra nord og til syd. For vor frihed sker fyldest, når alle forstår: det er i vore hoveder, grænserne går. Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.

Hver dag en ny dag, hver dag en gave. Se dig omkring. Vil du dele din blomstrende have med andre eller slå ring om dig selv og dit liv og din verden? Vil du åbne eller lukke, vil du slukke håbet eller slå bro?

Vil du slå broer, åbner du døre? Går du din vej? Mon du ønsker at du kunne sløre at du er bange og fej? Tør du vise dit sandeste ansigt? Vil du smile eller sukke, vil du slukke håbet eller slå bro?

Hesten ser hvid ud, hvad er dens farve? Hvem ved besked? Din historie skal børnene arve og give til næste led? Du må forme historien forsigtigt Vil du knejse eller bukke, vil du hugge håbet ind i en sten?

Den du har savnet, kommer tilbage, kysser dig blidt. Dette kys vil få bugt med din klage, så rust dig – fjern dit stakit. Sæt din grænse men hold døren åben. Du kan åbne, du kan lukke. Du kan hugge håbet ind i en sten.

Hvis du går over mine grænser skal du vide at du tumler ind i mit private rum hvis jeg ikke får dig gjort det klart i tide vil du støde mod min hjertebom men min grænse den kan åbnes eller flyttes hvis du ser mig og min uro og du kan acceptere at min åbenhed beskyttes kan vi mødes i mit grænseland

og når jeg hæver bommen prøver jeg at sige kom og mød mig på det sted jeg hører til her hos mig der fødes mand og kvinde lige du må tro på hvilken gud du vil jeg blir usikker og bange og jeg tvivler når jeg flytter mig og åbner det jeg kan når de grænseløse fire vinde hvirvler støvet op midt i mit grænseland

og som historie og sprog og relationer integrerer mennesker der kom og gik så er evnen til at lytte og forundres nok det allersmukkeste jeg fik ser du ærligheden selv kan aldrig tie prøv og lyt og vær så tydelig du kan og det rådvildheden prøver på at sige er en frihed i mit grænseland

jeg tror og håber ikke hjertebommen binder for jeg låner håb fra åbenheden selv og fra tilliden der meget let forsvinder når jeg lukker døren med et smæld men min grænse den kan åbnes eller flyttes hvis du ser mig og min uro og du kan acceptere at min åbenhed beskyttes kan vi mødes i mit grænseland