Tekst: Anne-Sophie Olander, 2026 · Melodi: Her kommer mutter med kost og med spand
1Når provsterne kommer til Kolding hen
med mål og med holdning og hvæsset pen,
så blir der en snakken, en grinen, en gøren,
for påske og pinse og jul står for døren.
De sir kirken ska’ være sit bedste selv,
se fingeren peger mod himlens hvælv!
De går altid foran og yder det bedste,
de er uundværlig’, forstår I vel.
Tilsammen udgør de en eskadrille,
at der er mange, er skam helt med vilje!
2De påskønner alt, hvad påskønnes bør,
de ved, når der savnes lidt tilbehør,
med kirkeligt Visakort slår de til søren,
når påske og pinse og jul står for døren.
Tilsammen så drager de omsorg for
at sikre de fleste de bedste kår;
de gør det med glæde og grænseløs ynde
med levende ord og et Fadervor!
Det fald’ne medlemstal er ingen hindring,
når kortet gløder, gir det gavmild lindring!
3Og provsteopgaven har bibelsk glød,
thi Jesus han spiste sit alterbrød
tilsammen med flokken – og det var jo førend,
at påske og pinse og jul stod for døren.
Han loved’, at der ingen grænser var,
at ingen ska’ bo i et reservoir;
det handler, det sa’ han, om håbet og troen
og kærlighed – det var hans formular:
Johannesevangeliet 3,16!
Vorherre siger, han er med på rejsen.
4Men rejsen er ikke foruden sten,
en rystende kuld’ går i marv og ben,
for her er en ske i en skål, sikke røren!
(syng påske og pinse og jul står for døren).
Som får uden hyrde går vi omkring,
og spørger: my God what is happening?
Skal kirken nu ikke mer’ være i staten?
Hvem vil give køb på den sammenhæng?
Er folkeligheden nu sendt til tælling?
Uha, uha! Det var en scary melding!
5Men staten, den tog kirkens Bededag,
og så var det ude med hvedebag.
På Borgen var enighed: Hjælp Ukraine!
Men pengene – hvis er nu den hovedpine?
En sagde: Hæv skatten! En anden: Nej,
skær velfærd! - Nej, det bliver uden mig,
sa’ andre ved bordet til venstre for højre,
der må li’godt være en anden vej:
En helligdag, der ikke find’s i Skriften,
må sikre, at der bliver styr på driften.
6Og hvad med Corona, hvad så vi dér?
Til jul var der ingen i kirke mer’.
Vi ku’ ikke hilse og hoste og synge,
Vi ku’ ikke fejre vor højtid i klynge.
Ministerens mål var et smittestop:
Enhver skulle afspritte egen krop,
og sammen var man mest på afstand, for sig,
og en fredagsøl blev kun på Teams hældt op.
Men hvem forstår sig eg’ntlig bedst på pesten?
Er det mon lægen, eller er det præsten?
7Hvad mer’? Venner, se på vort Danmarkskort!
Er landet mon ved at bli’ lidt for stort?
Se, dér har de nærmest en kirke pr. hoved,
er det nogle vilkår, som men’sker kan bo med?
Vi ku’ flytte stiftsgrænsen lidt mod nord,
så de får en kæmpestor storebror.
Som brødre vi dele – jeg tager det hele,
kom, sæt jer og spis ved et dækket bord!
Ku’ solidaritet mon tænkes større?
Hvem ve’, hvem ve’? Ku’ nogen sikkert spørre.
8Nej, nu er det nok! Nu er grænsen ramt!
Det næste det bliver vel et Storstrøms amt.
Men Gud ske lov ved vi, for vi har jo øren,
at påske og pinse og jul står for døren!
Så provster og andre i salen her,
foren jer, flyv ud som en englehær,
for nu skal vi sand’li’ ha’ Ordet på bordet,
kom vis hvad I er for et folkefærd!
Men først: en skål – så op med vin i glasset!
Et højt hurra! for alle ved parnasset!